85 glade børn til pizzaspring i GIF

Tirsdag, 23/02/2016 12:48

GUDUMHOLM: Gudumholm GIF´s Gymnastikafdeling afviklede fredag før vinterferien traditionen tro pizzaspring for glade gymnastikbørn fra 0. – 7. klasse. 

I februar måned skal ungerne i Gudumholm og omegn ikke alene glæde sig og se frem til vinterferien, men også til det årlige PIZZASPRING i Gudumholm Skole hal, som bliver afholdt fredagen før ferien. 

Pizzaspring

Pizzaspring er ikke en speciel slags spring indenfor gymnastikken, men en kombination af leg, springgymnastik og pizzaspisning. 

Efter tur kom de rødkindede børn ind og fik pizza og sodavand – alt det man kunne spise faktisk, og der var livlig snak og fnisen ved bordene. 

De, som var flest gange oppe og forsyne sig ved pizzabordet, har nok været lidt tunge i maverne, når man efter spisning skulle ind og fortsætte springtræningen i hallen, men alle tog det med godt humør og masser af gå på mod. 

85 forventningsfulde børn

Pizzaspring afholdes ikke alene for medlemmer af GIF, men også for andre børn, som har lyst til en sjov og aktiv aften med leg, gymnastik og spring, og alle børn i klassetrinene 0. – 7. klasse kunne melde sig til via GIFs hjemmeside, og for kr. 75,- få en dejlig oplevelse – og aftensmad oveni. 

I år havde hele 85 børn valgt at melde sig til og der var en skøn blanding af medlemmer, deres venner, familie og andre børn, som ingen tilknytning har til GIF i forvejen. 

Det er ca. 20 børn mere, end året før, og vi er så glade for, at der er stor opbakning til gymnastikafdelingens arrangementer. 

Det betyder meget for os, der arrangerer, men også for hele lokalsamfundet her i en af de ”bette” oplandsbyer. 


Indtjek og velkomst 

Der var gang i de 85 forventningsfulde børn fra start af, men først skulle de lige indtjekes tildeles hold i forhallen før børnene blev sluppet ind i det forjættede land, hvor de forskellige springredskaber allerede var fundet frem og stillet på plads.

De forventningsfulde poder blev først budt velkommen af gymnastikformand Lone Larsen.

Aftenens instruktører tog herefter over med opvarmningsprogrammet, inden holdene gik i gang ved de forskellige poster i hallen, hvor foreningens instruktører stod klar med en hjælpende hånd og guidning igennem springene. 

Det blev en helt igennem en livlig og larmende aften, men på den ”fede måde” – for der er da ikke noget skønnere for gymnastiklederne at arrangere noget, hvor børnene hygger sig og har lyst til at være aktive og deltagende i de forskellige aktiviteter, der blev tilbudt i hallen, fortæller Charlotte Winterberg.

Heftig aktivitet i skolens kantine

Der var aftenen igennem heftig aktivitet i skolens kantine, hvor gymnastikudvalget dækkede bord, løbende hentede pizzaer hele aftenen og hvor der var mulighed for ”forældrepasning” med kaffe/the til de, som ikke kørte hjem efter aflevering af børnene. 


Lille opvisning og afslutning

Et kvarters tid før slut kl. 21 fik de deltagende børn lov til at se, hvad foreningens egne instruktører selv kan præstere udi spring, da 5 af ”de store” gav en flot lille opvisning. 

Mon ikke der var inspiration til den videre træning for alle de små – det håber vi, lød det fra gymnastik udvalget. 

Kl. 21 kunne vi vinke farvel til en flok trætte, men glade gymnastikbørn 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"