Næsten udsolgt til årets Jættefestløb

Onsdag, 27/07/2022 08:02

Men der er stadig god plads ved andre aktiviteter
Af Torsten Hansen

JÆTTEFEST: Der er solgt yderligere et antal billetter til Jætterock i Suldrup siden sidste uges avis.
- Vi er fortrøstningsfulde og tror på at vi rammer målsætningen, siger Martin Brorson Pedersen, formand for Jættefestkomiteen.
- Vi har ikke så mange billetter tilbage, og vi har ofte set, at folk har for vane at købe sent. Men hvis man vil være sikker på at komme med, så er det nu, siger formanden.
Komiteen har naturligvis en del statistik at kigge på, og her sammenlignes blandt andet med, da Dodo & the Dodos kom i 2019.
- Salgskurven ligger stabilt set i forhold til dengang, vurderer formanden.
Sene tilmeldinger er ikke noget særskilt for Jætterock. Flere af Jættefestens øvrige aktiviteter er påvirket af samme forbrugsmønster. Vi må indrømme, at det ikke ser så godt ud med tilmeldingerne til cykelløbet om torsdagen, men også her oplever vi, at mange først tilmelder sig på dagen. Vi forventer omkring 60 ryttere, forudser Martin Brorson Pedersen.
En aktivitet skiller sig dog positivt ud i den sammenhæng. Det er Jætteløbet, der lige som cykelløbet afvikles om torsdagen.
Der er på nuværende tidspunkt tilmeldt 220 løbere.
- Der har vi rigtig stor opbakning, og vi har faktisk kun få billetter tilbage, bemærker Martin Brorson Pedersen.
Jættefesten skal favne over alle årgange, og i år har komiteen gjort lidt ekstra for de yngste.
- Som noget nyt giver adgangen til Legeland også adgang til Festteltet, hvor der bliver musik og sjov for børn med Michael Back, forklarer formanden.
Men det er kun for dem der har adgang til Legeland, at der er dobbelt adgang.
- Vi har besluttet, at udvide underholdningen for de små. Derfor købes underholdning udefra, uddyber Martin Brorson Pedersen.

Ingen optog
Tiderne skifter - også for byfester som Jættefesten. Det betyder, at nogle af de aktiviteter der i mange år har været fast på programmet, ikke længere har den samme tiltrækning.
- Vi har spurgt folk gennem de senere år blandt andet om tilslutningen til aktiviteter om søndagen. Det ser ud til, at folk er med på, at der ikke festes om søndagen. Men kåringen af Årets Jætte har vi bibeholdt, og er derfor flyttet til lørdag. Men optoget, som i årevis har været fast indslag om søndagen, udgår, siger Martin Brorson Pedersen.
Tilslutningen til optoget var i 2019 nået ned på kun seks indslag.
Samme år blev Beach Håndbold introduceret. Det er stadig på programmet. I skrivende stund er otte hold tilmeldt.
- Jeg håber, at folk vil bakke op om årets Jættefest, og møde talstærkt op. Det er vigtigt, at de små samfund fungerer. Vi håber også, at folk udefra har lyst til at deltage. Jættefesten er ikke kun for borgere i Suldrup. Det er også en fest for folk ude fra, forsikrer Martin Brorson Pedersen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"