To års proces samlet til 30 minutters film

Mandag, 21/03/2016 07:55

Hans Kragh-Jacobsen viste det færdige arbejde for de medvirkende elever

Af Torsten Hansen
AARS: I fredags blev spændingen udløst for de elever, der gennem to år har deltaget i optagelsen af filmen "Vejen til Vesthimmerland". Instruktør Hans Kragh-Jacobsen og dramatikeren Rhea Leman kom igen til Vesthimmerlands Gymnasium. Denne gang for at vise det færdige arbejde.
Filmen beskriver den proces eleverne har været igennem sammen med huskunstneren og dramatikeren Rhea Leman og komponisten Joachim Holbek på vej til den endelig musikforestilling, hvor eleverne opførte seks egenkomponerede numre for et publikum.
- Jeg er dybt imponeret over elevernes disciplin. Som jeg har sagt til dem. "Jeg tror I har pjækket i mobningstimerne", siger Hans Kragh-Jacobsen.
Han har besøgt skolen otte gange, for at optage filmen. De otte gange er brugt til at registrere udviklingen af læringsprocessen for eleverne.
Eleverne havde det sjovt med at se filmen. Det var premiere, så de vidste ikke hvad de gik ind til. Men optageprocessen har taget over to år, derfor kom flere af eleverne uvilkårligt til at grine højt, når de pludselig så dem selv eller en af kammeraterne, der tydeligt havde ændret udseende gennem gymnasieårene. Det var især sjovt for dem, at se hvordan de så ud i 1g.
Filmen viser, hvordan Rhea Leman lærte eleverne at beskrive en scene.
"Hvordan beskriver vi en scene?" og "Hvad er det der beskriver scenen?", hørte man hende spørge eleverne. Det var tydeligvis noget de kunne bruge og arbejde med. De lærte at bruge "billedsproget".
Slutresultatet var en koncert, hvor elevernes egne numre blev opført. Koncerten fylder naturligt en god del af de 30 minutter filmen varer. Men selve processen er dog det væsentlige i filmen.
Hans Kragh-Jacobsen har ikke modtaget penge for at lave filmen. Men den er blevet økonomisk støttet af Vesthimmerlands Kommune. Kommunen får derfor også ret til at benytte filmen som de ønsker. Samtidig vil Hans Kragh-Jacobsen sende filmen til DR2, hvor han forventer den bliver vist.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"