Aars IK hejste flaget for de unge medlemmer

Onsdag, 09/03/2016 08:22

Mange spillere deltog dog ikke, da de var i aktion til stævner andre steder

Af Lars Lindberg
FODBOLD: Det duftede på ingen måde af nyslået græs, og man skulle høre ualmindeligt godt efter for at høre fuglene synge, da Aars IK lørdag holdt standerhejsning for klubbens unge medlemmer.
Til gengæld var der overhovedet ikke blå himmel så langt øjet rakte. Tværtimod.
Det var pivhamrende koldt, og de kåde fodboldpoder havde trukket huerne godt ned om ørerne, imens de trippede. Dels for at holde varmen og dels fordi de kridhvide fodboldben i de lange træningsbukser glædede sig til at komme i aktion efter en ulideligt lang vinterpause.
Inden de blev sluppet fri på banerne - dem der altså ikke var lukket, fordi de stod under vand - måtte de dog lægge øre til en forbilledlig kort tale fra klubbens ungdomsudvalgsformand, Brian Tøttrup, og se klubbens flag stryge til tops i flagstangen. Så var der til gengæld også fri leg på banerne - de ødelagde jo ikke sig selv! Heldigvis råder klubben over så mange gode baner, at dem, der måtte lægge deres sørgelige vintervækst til i lørdags, kan få en velfortjent pause i den kommende tid.
Aars IKs ungdomsafdeling har rivende medvind for tiden, men det var ikke til at se til lørdagens standerhejsning, hvor fremmødet ikke var imponerende.
Det skyldtes dog ikke, at mange af klubbens unge medlemmer var gået i flyverskjul og ventede på bedre vejr - nej de var simpelthen i aktion til fodboldstævner andre steder.
De var naturligvis savnet på grønsværen, men da de unge fodboldløver efter dagens dont på de halvskaldede baner skulle have røde pølser i kantinen, gjorde det dem vist ikke noget, at de i klubkammeraternes fravær kunne snuppe en ekstra "hokdoks" med det hele - undtagen sennep, rå løg og agurkesalat.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"