Alle ka’ lære – at læse

Torsdag, 07/01/2016 09:55

SULDRUP:- På Suldrup Skole bruger vi Alkalær til kurser for elever, der trænger til et ekstra skub i forhold til læseindlæring og til undervisning i klasserne. Den nye viden om læsetrappen og de naturlige læseudviklingstrin udbredes til de øvrige lærere på skolen, så skolens elever bredt kan få glæde af den nye viden om læsning. Vi er altså ved at implementere denne tænkning i den almindelige undervisning på skolen, hvilket er godt, da det har vist sig at være et meget effektivt redskab. Ordblindeforeningen i Danmark anbefaler undervisning efter Alkalær-metoden, fortæller læsevejleder Lone Krogsgaard.
- Det særlige fokus på at indlære lyde og ord i en bestemt rækkefølge og at tage afsæt i det nøjagtige læsetrin, som den enkelte elev befinder sig på, gør at alle kan lære at læse. Eleverne får selv øje på, hvad de kan og får mod til at arbejde videre. Læsningen bliver mere logisk for børnene, når man udelukkende bruger lydrette ord i starten (ord der staves som de siges), fortæller Lone Krogsgaard.
- Ved skolens sprogvurdering af eleverne i 0. klasse lå eleverne på Suldrup Skole over landsgennemsnittet. Måske en effekt af det systematiske arbejde med Alkalær, fortæller børnehaveklasseleder Susanne Madsen.
- Når der arbejdes med Alkalær arbejdes der med begreber som drilleord, søde ord, det hemmelige alfabet og karatekonsonanter. Alle disse huskevenlige begreber skal hjælpe med til at alle elever bliver rigtig dygtige til at læse. At blive god til at læse kræver samarbejde mellem elev, skole og forældre – og for nogle børn kræver det en ekstra indsats med hjælp fra voksne både i skolen og derhjemme, slutter Susanne Madsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"