Beredskabet på skiftedag i Nibe

Torsdag, 31/12/2015 16:06

Formiddagen Nytårsaftensdag er hvert år reserveret til Nytårsparole hos det lokale beredskab på Station Vest hos Beredskabscenter Aalborg.
Således var det også i år, hvor alle deltidsansatte brandmænd og frivillige med tilknytning til stationen i Nibe mødtes med ledelsen fra Bredskabscenter Aalborg og de politisk valgte ledere.
Beredskabschef for Aalborg Kommune Jørgen Pedersen – med en fortid som ansat hos beredskabet i Nibe Kommune – havde sidste arbejdsdag inden pensionering, og det samme var tilfældet for indsatsleder Peter Reinau. Begge var til stede på Nytårsparolen og begge benyttede de lejligheden til at takke de ansatte og frivillige ved stationen i Nibe for indsatsen i det forløbne år.
Også borgmester Thomas Kastrup-Larsen bragte sin tak som formand for Beredskabskommissionen – og rådmand for Miljø og Energi Lasse P. N. Olsen, som nu administrerer beredskabets område, bragte ligeledes sin tak til alle med ønsket om Godt nytår.
Dagens vært ved Nytårsparole, stationsleder Erik Droob, rettede ligeledes sin og stationens tak, og et ved særligt indslag udnævnte de den snart forhenværende indsatsleder Peter Reinau til æresmedlem af stationens vagthold 3. Denne æresbevisning er tidligere kun overgået den tidligere formand for beredskabskommissionen, tidligere borgmester Henning G. Jensen.
Fra Nytår indtræder Beredskabscenter Aalborg i det nyoprettede Nordjyllands Beredskab, hvoraf det hidtidige beredskab i Aalborg udgør én af i alt fire områder, der tilsammen dækker Region Nordjylland. Denne ændring i organisationen har afstedkommet mange ændringer blandt ansvarsområder og en del på personalefronten. Herunder tog man på Nytårsparolen i Nibe også afsked med Områdeleder Søren Korsgaard, der overgår til andet job hos Nordjyllands Beredskab.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"