Konkurrence om slogan for Aars

Onsdag, 09/03/2016 08:10

Arbejdsgruppe sætter gang i næste trin af markedsføringsraket

AARS: Der arbejdes stadig på højtryk for at finde den rigtige ide til at markedsføre Aars på. Gruppen Aars i Fokus har nu afsluttet første del, hvor det handlede om "det bedste" ved Aars og byens "identitet".
- Men det bliver først rigtig sjovt nu, hvor alle borgere, foreninger og virksomheder inviteres til at komme med gode forslag til et slogan for byen, siger den ene af initiativtagerne, direktør Lars Thomsen.
- Vi er klar til at tage initiativet til næste stadie, efter vi har modtaget de mange gode forklaringer om, hvad der er "det bedste" ved Aars, fortsætter Lars Thomsen, og uddyber:
- Efter de mange besvarelser på Facebook, på mail og fra besvarelseskortene i byens butikker, har vi fået et klart billede af, hvad der er de vigtigste ting ved byen. Altså hvilke identitetsbærende elementer borgerne ligger vægt på.
Initiativgruppen har fået udarbejdet en plakat med de væsentligste ord fra besvarelserne. Den plakat hænges op i byens butikker og på andre centrale steder i Aars, som et signal til, at nu går den store slogan-konkurrence i gang.
- Ideen er, at plakaten skal være en grafisk inspiration til vores kommende slogan. Og vi vil gerne, at deltagerne i slogan-konkurrencen tager udgangspunkt i plakatens ord, når de indsender de mange forslag til slogan. Herefter vil vi finde frem til de tre bedste slogans – og lade borgerne bestemme hvilket der er det rigtige for Aars, forklarer Nicolaj Holm fra initiativgruppen.
Handel, Foreningsliv, Uddannelsesby, Erhvervsliv, Kunst, Messecenter, Alfa og Museum var nogle af de mest tydelige fremhævelser, som blev nævnt i første runde, hvor spørgsmålet lød: ”Hvad er det bedste ved Aars”. Og netop de otte ord danner grafikken på plakaten.
- Vi håber selvfølgelig, at vi med plakaten inspirerer mange til at sende et slogan ind til konkurrencen. Det er dog vigtigt for os, at så længe sloganet har noget med Aars at gøre, er det ikke et krav at man inkluderer et eller flere ord fra plakaten, siger Claus Andreasen.
Initiativgruppen har selv mange idéer til, hvad der kunne være det rigtige slogan for byen, men de holder sig pænt tilbage, fordi de vægter højest, at sloganet skal have den fulde opbakning fra borgere, foreninger og erhvervsliv i Aars.
- For os er det vigtigt, at der bliver skabt ejerskab i hele byen omkring sloganet og lysten til at markedsføre vores dejlige by, siger Henrik Tange.
Hvad rimer på Aars?
I initiativgruppen er de mindst lige så interesserede i gode forslag, som der kan bygges videre på, som de er interesserede i rim med perfekte versefødder. 
- Hvad enten man får Aars til at rime på kimbrertyr, fyrtårn, foreningsliv eller handelsliv – eller noget helt andet – så er ethvert forslag velkommen. Og vi håber bestemt på, at gode forslag på eksempelvis Facebook vil inspirer til andre gode forslag, forklarer Claus Andreasen og fortsætter:
- Vi tager i mod slogan-forslag på alle tænkelige måder. Man kan sende en mail eller et brev til os i initiativgruppen, man kan kommentere på Facebook eller man kan udfylde svarkuponerne i byens butikker. 
Om Aars i Fokus
Foreningen ’Aars i Fokus’ er stiftet af Aars Erhvervsråd, Aars Borgerforening, Aars Handelsstandsforening, Aars Turistforening samt Aars på Nettet på initiativ fra fire kendte skikkelser fra Aars, nemlig stats.aut. revisor Henrik Tange, erhvervskonsulent Claus Andreasen, messedirektør Nicolaj Holm samt bankdirektør Lars Thomsen.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"