Krible Krable skov indviet nord for Aars

Af Torsten Hansen, Fredag, 13/05/2022 15:14

AARS: Hvad er det for et dyr?, spørger pædagogen.

Et egern, siger en af de vakse børn, der tydeligvis er godt bevandret i dyreverdenen.

Næste dyr er en krabbe.

- Lever den i skoven? lyder spørgsmålet. Og igen er enkelte af børnene i stand til at svare, at det gør den ikke.

Men de fleste af børnene, der kommer fra børnehaver i Aars, kender ikke navnene på dyrene.

- Mange af børnene kender løver, elefanter og aber. Men dyr fra den danske natur kender de ikke. Det vil vi gerne ændre på, siger naturvejleder Karin Winther, mens hun gør klar til at åbne Krible Krable skoven lige nord for Aars.

Fredag formiddag blev kommunens anden Krible Krable skov indviet. Den ligger cirka midt i Aars Skov, og består af fem myrestier, et madpakkehus og lidt andre praktiske ting i skoven. Krible Krable skoven blev behørigt indviet af borgmester Per Bach Laursen, der hyggede sig i samvær med de glade børn. Den sædvanlige røde indvielses snor var dog ikke kommet med ud i skoven. Langt mere passende blev et stort "edderkoppenet" klippet i stykker, så børnene kunne kravle igennem og tage aktiviteterne i brug.

45 børn fra Mejsevejens Børnehave var i samarbejde med Naturekspeditionen og Naturstyrelsen med til at indvie Krible Krable skoven ved Naturbasen i Aars Skov

Krible Krable skoven er placeret, så den er let tilgængelig. Den ligger tæt på den asfalterede sti mellem Aars og Blære. Det giver børnehaver og dagplejere mulighed for at gå til Krible Krable skoven, eller måske køre dertil på cykel. Og netop adgangen er vigtigt. Det viser sig, at hvis unge skal lære, så skal de voksne med. Det behøver ikke være pædagoger, det kan lige så godt være mor og far, som også kan benytte cyklen – eller tage en bil derud.

Alle er velkommen til at benytte faciliteterne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"