Lokale minkavlere skuffede over statsministerens nye næse

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/07/2022 08:00

En næse - endda en ret markant en ifølge Enhedslisten.
Statsminister Mette Frederiksen får en næse for hendes rolle i aflivningen af alle danske mink i 2020.
Det samme gør sundhedsminister Magnus Heunicke og tidligere Mogens Jensen, der 18. november 2020 trådte tilbage som en konsekvens af sin rolle i det, der er endt med lovbrud i toppen af samfundet.
Det besluttede Folketingets granskningskommision tirsdag, hvor partierne dukkede sig i deres respektive skyttegrave. Socialdemokratiet vedtog sammen med støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre at tildele de tre næser og på den måde lukke sagen.
Den anden blok - samt Frie Grønne - ville have haft uvildige advokater til at bedømme, om der var basis for juridiske konsekvenser i form af f.eks. en rigsretssag mod statsministeren.
- Vi er tilfredse med konklusionerne i kommissionens beretning, og det er ligesom det, der er vores punktum i denne her sag, siger Rasmus Stoklund, politisk ordfører for Socialdemokratiet.
- I dag er jeg ikke stolt af at være en del af venstrefløjen. Det er en kedelig dag for retsstaten, for det, der står tilbage efter det her udvalgsmøde og denne her proces, det er kammerateri, siger Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique.
Hæfter for karlen
Tre lokale tidligere minkavlere har ikke meget til overs hverken for konsekvensen for politikerne, de mulige konsekvenser for embedsmændene eller myndighedernes ageren dengang i 2020 og frem til i dag.
- Jeg har mistet alle illusioner om og al tillid til myndighederne. Rapporten fra minkkommissionen har jo ingen effekt. Der bliver bare givet en næse, og så sker der ikke mere. Du kan jo tage en vognmand, der har en chauffør ude at køre, hvor chaufføren tager for meget læs på eller kører for mange timer. Så får vognmandsfirmaet et ordentlig klap. Det plejer at være sådan, at mester hæfter for karlen, sådan foregår det åbenbart ikke i politik, siger Søren Engel Pedersen fra Flejsborg.
Han vil godt gå med til, at minkavlerne måske ikke er de mest objektive i sagen.
- Der går hævn i den for nogle, og det kommer vi aldrig ret langt med. Jeg vil ikke håbe, jeg skal bruge resten af mine dage på at være sur. Man skal ikke have ondt af os minkavlere. Vi får en god erstatning. Det er alle dem, der mistede deres job i minkindustrien og i alle følgeerhvervene, det er gået hårdest ud over rent økonomisk, slår han fast.
Det er forkert
Morten Nielsen fra Skivum mistede sin nyerhvervede minkfarm som konsekvens af beslutningen om at aflive alle mink og er nu blevet kompagnon i et planteavlsbrug.
Ifølge ham burde samtlige implicerede embedsfolk miste deres job, og Mette Frederiksen burde udskrive valg til Folketinget.
- Jeg vil ikke sige, jeg kræver hævn. Selvfølgelig var der et folkesundhedsaspekt i det dengang, men loven er lige for alle, og den skal de også følge. Det er jo godt statsministeren, Barbara Bertelsen og andre får kritik, men det har jo ikke rigtig nogen konsekvenser indtil videre. De embedsfolk burde da blive fyret, og Mette Frederiksen burde da udskrive valg nu, siger Morten Nielsen.
På spørgsmålet om hans reaktion på tre jura professorers udtalelse i landsdækkende medier om, at Mette Frederiksen ikke udviste grov uagtsomhed, og der dermed ikke er grundlag for en rigsretssag, svarer han:
- Så må vi jo acceptere det. Men man mister lidt tilliden til det hele, når det går sådan her. Jeg synes ikke, jeg er hævngerrig, men det er forkert, det ikke får mere alvorlige konsekvenser, siger Morten Nielsen.
Lad være med at læse
I Aars har Karsten Beltoft også fulgt grundigt med under hele forløbet.
Han havde ønsket sig en rigsretssag efter en uvildig advokatundersøgelse.
Men med den nuværende parlamentariske sammensætning - hvor regeringen og dens støttepartier med et snævert flertal afviser en sådan undersøgelse - kommer det ikke til at ske.
Det ærgrer Aars avleren.
- Mette Frederiksens forseelse er så fatal. Det kan godt ske, jeg har dømt hende på forhånd, men nogen gange må man jo godt tænke selv. Hun havde papirer, hun ikke havde læst, og hun kunne i det mindste have læst konklusionerne. Det vil sige, man skal bare lade være med at læse tingene og være uvidende. Det er for dårligt, man skal jo sætte sig ind i tingene, det er jo en helt fatal beslutning at tage og nedlægge et helt erhverv, siger Karsten Beltoft, der ikke kan afholde sig fra at sammenligne med Inger Støjbergs rigsretssag. Jeg synes det, hun har gjort, er værre end det, Inger Støjberg gjorde, og det er stadig mit ønskescenarie, at Mette Frederiksen bliver sat for en rigsret, siger Karsten Beltoft.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"