Ny frisør i Aars vil hygge om kunderne

Mandag, 21/03/2016 07:53

Af Lars Lindberg
AARS: I dag, 21. marts, slår 23-årige Janni Frölich dørene op til sin nye frisørsalon i Aars.
JF Klip ligger på Markvænget, og den unge frisør har efter uddannelse og ansættelse hos blandt andre Brügger i Aars og Under Saksen i Gedsted fået mod på livet som selvstændig.
- Det er en drøm, jeg altid har haft, og da jeg fandt lokalerne i Aars, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville, siger Janni Frölich, der er yderst tilfreds med de lokaler, hvor hun i dag tager imod de første kunder.
- Det er min far, der har stået for hele renoveringen, så jeg har fået det præcis, som jeg ville, og jeg har vist ind imellem været en rigtig krævende kunde, griner hun.
Janni Frölich glæder sig til at nusse om kunderne i JF Klip, men hun erkender også, at hun har lidt nerver på.
- Jeg har da lidt sommerfugle i maven, for det er super spændende at starte for sig selv. Jeg regner med, jeg går en hård tid i møde, men jeg er heldigvis ikke bange for at arbejde, og jeg er indstillet på, at jeg i hvert fald her i starten kommer til at knokle. Så må tiden vise, om jeg hen ad vejen skal have en assistent ansat, siger hun.
Janni Frölich er født og opvokset i Aars, og hun håber, at hun inden længe kan opbygge et stort kundekartotek. I første omgang er det vigtigste for hende dog ikke, at hun er fuldt booket fra tidlig morgen til sen aften, men at hun har tid til at nusse om den enkelte kunde.
- Jeg har været i både store og små saloner, og jeg kan se fordel ved begge dele, men når man har en lille salon, skal man selvfølgelig udnytte de muligheder sådan en giver, og det er blandt andet, at man kan hygge lidt ekstra om kunderne, og det har jeg tænkt mig at gøre. At komme hos mig skal gerne føles som en lille wellnessoplevelse, siger Janni Frölich, der med et grin beskriver sin nye salon som "et bette hyggeligt sted".
Janni Frölich holder åbningsreception i JF Klip 23. marts.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"