Stort område på Himmerlandsgade kan være på vej til renovering

Onsdag, 09/03/2016 08:14

Udlejer fra Hobro vil endnu ikke offentliggøre planer

Af Torsten Hansen
AARS: Den nordlige ende af butiksdelen på Himmerlandsgade er der gennem den seneste periode forsvundet en række butikker. Et af lokalerne er på vej til at blive genudlejet, men flere står tomme. Samtidig er der sket oprydning, hvilket vil sige fældning af træer og nedlæggelse af nogle skure, bag ved butikken Den Røde Tråd.
Alle bygningerne er ejet af Niels Aage Nielsen, Hobro.
På spørgsmålet om, hvad han har planer om med området lyder det første svar:
- Jeg vil gerne leje de tomme lokaler ud, siger Niels Aage Nielsen.
Hvad der skal ske med den nu tomme grund ønsker han dog ikke at udtale sig om.
- Jeg kan ikke svare på det endnu, der skal vi lidt længere hen, fortsætter han.
- Der kommer til at ske meget i den ende af byen, fastslår Niels Aage Nielsen, uden at blive konkret.
Der er ingen tvivl om, at Niels Aage Nielsen har muligheden for at ændre på områdets udseende. Han har gennem nogle år købt op, så han nu ejer alle bygninger fra og med Kop og Kande til Gislumvej. Samtidig har han også købt de bygninger der ligger ud mod Søndergade, så han nu ejer en stor firkant.
- Der trænger til at der kommer til at ske noget. Den ende af Himmerlandsgade er blevet forsømt, siger Niels Aage Nielsen.
Hvad der kommer til at ske vil han endnu ikke sige noget om.
- Jeg har tanker, om hvad der skal ske, men det er ikke nødvendigvis sikkert, at det bliver det man ønsker, bemærker han.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"