"Vendelbo" fra Skjern er faldet til i Himmerland

Tirsdag, 29/12/2015 07:49

Efter et hårdt liv på landevejen har vagabonden "Vendelbo" fundet ro i Østrup

Af Lars Lindberg
AARS: For 27 år siden knækkede filmen for Svend Erik Rasmussen.
Efter et værtshusbesøg sammen med sin kone tog han alene hjem, og han undrede sig over, hvor hun blev af, da hun ikke var kommet hjem, da han tog på arbejde næste morgen. Hans undren blev dog hurtigt afløst af sorg. Om formiddagen mødte politiet op på hans arbejdsplads og bad ham følge med til Sygehus Syd i Aalborg, hvor han muligvis kunne identificere en dræbt kvinde som sin kone.
Det kunne han, og så tog hans liv en drastisk drejning.
- Da jeg forlod sygehuset, tog jeg direkte hjem og pakkede to tasker, så forlod jeg lejligheden og lod nøglen sidde i døren, og siden vendte jeg aldrig tilbage, fortæller Svend Erik Rasmussen, som i dag kun går under navnet "Vendelbo".
Mordet på hans kone blev aldrig opklaret, og måske netop derfor gik Svend Erik Rasmussen i hundene.
- I mange år var jeg ham den sure mand, som sad pissefuld på en bænk i Aalborg og råbte af folk, og mit liv blev mere og mere sørgeligt, husker "Vendelbo", som "blev reddet" af et par vagabonder.
- Jeg havde drukket øl sammen med dem i nogle dage, og da de skulle videre nordpå, spurgte de, om ikke jeg ville med. Det ville jeg gerne, og så endte jeg som vagabond, fortæller "Vendelbo", som hurtigt fandt sig tilpas som en af landevejens farende svende.
- Vagabonderne har deres egen familie og monarki, hvor vi passer på hinanden, og selv om det er et hårdt liv, er det bedre end at sidde på en bænk og drikke sig sanseløst beruset hver dag, forklarer han.
For at blive optaget som vagabond skal man gå på landevejene én sommer og én vinter, og derefter skal man først til Hjallerup Marked og blive tildelt et navn, inden man skal til Egeskov Marked og blive døbt officielt.
De ritualer gennemgik Svend Erik Rasmussen, og det var et stort øjeblik i hans liv, da han blev tildelt navnet "Vendelbo".
- Jeg hedder jo Svend Erik, men det er sådan, at der skal gå 25 år, fra en vagabond dør, inden en anden kan få hans navn, og "Svenne" var ikke en mulighed. Derfor fik jeg navnet "Vendelbo", fordi jeg gik meget på landevejene i Vendsyssel, forklarer "Vendelbo", som oprindeligt kommer fra Skjern.
I en årrække levede "Vendelbo" som vagabond, og han nød at trave Jylland tyndt med sin hund og sin barnevogn. En dag sagde helbreddet dog stop.
- Det er et hårdt liv, og det er ikke noget, man kan gøre hele sit liv, så det måtte jo stoppe på et tidspunkt, og da jeg i 2012 blev tildelt førtidspension og fik mulighed for at få et rækkehus i Østrup, slog jeg til. Det er en dejlig by med højt til loftet, og når landevejen trækker i mig, kan jeg gå af stier hele vejen til Herning. Det er en virkelig flot tur, og jeg nyder stadig at komme ud under åben himmel, men jeg er samtidig taknemmelig for, at jeg har fået en fast base i Østrup, fortæller han.
Han er dog et levende bevis på, at er man én gang vagabond, så er man altid vagabond.
Han lægger ikke skjul på, at han er alkoholiker, og at han formentlig altid vil være det, men hans mange år på landevejene har givet ham et fællesskab, som han stadig dyrker.
- Det første jeg gør, når jeg vågner, er at tjekke facebook og min mailboks for at se, om der er nyt fra de andre vagabonder. Det er som sagt et hårdt liv, så alt for ofte får vi desværre besked om, at en af vores brødre ikke er blandt os længere, siger "Vendelbo", som aktivt arbejder for at hjælpe andre socialt udsatte.
- Jeg sidder i udsatterådet i Vesthimmerlands Kommune, og det er et arbejde, jeg sætter stor pris på. De har sgu godt af at få at vide, hvordan det rent faktisk er at leve på kanten af samfundet, og jeg synes helt bestemt, de lytter, når jeg siger noget. Jeg kan kun opfordre andre misbrugere til at være med, siger han.
"Vendelbo" blev et kendt ansigt i Nordjylland, da han i efteråret var en de to hovedpersoner i TV2 Nords serie "Laura og Vagabonden". Her rejste han sammen med sangerinden Laura Mo rundt i Nordjylland, og når han står ved Aldi i Aars og sælger hus forbi, kommer mange forbi og får en snak med ham.
- Der er mange, som siger, de har set mig i fjernsynet, og at de godt kunne lide udsendelserne, og det gør mig da glad. Jeg vil gerne snakke med folk, og det er blevet en åbning, som mange bruger, når de vil snakke lidt eller købe avisen, siger han.
Når "Vendelbo" sælger Hus Forbi, må han ikke drikke, og han er aldrig synligt påvirket, når han passer sit arbejde som avissælger, men alkohol drikker han hver dag. Han har dog fået styr på sin indre alkoholdæmon.
- Jeg får mine bajere og mit sprut hver dag, men jeg har fundet balancen imellem at drikke og at drikke mig brølfuld, så jeg vælter ikke rundt, som gjorde engang, siger "Vendelbo", som for nylig fik endnu en grund til ikke at falde helt i.
Han har fået en kæreste, og hende skal han både fejre jul og nytår med. Juleaften er de hos hende, men nytårsaften skal de være i Østrup.
- Min hund Ziggi er ikke så glad for fyrværkeri, så den skal være hjemme i trygge rammer nytårsaften, forklarer "Vendelbo", som i øvrigt selv står for nytårsmenuen.
Da han i sin tid gik på kokkeskole, blev han tildelt bronzemedaljen, og taget på gryderne har han endnu. Han har de seneste år stået for madlavningen til fire konfirmationer og et bryllup, og når "Vendelbo" går i køkkenet, skyder han ingen genveje.
- Jeg gider ikke alt det halvfabrikerede møgmad, så jeg laver alting fra bunden, siger han med stolthed i stemmen.
"Vendelbo" er i dag mærket af et hårdt liv, og inden længe skal han have ryddet overmunden for tænder, da han i for mange år, som han selv siger, "ikke tænkte på at få en kost i kæften."
Et hårdt liv er dog ikke det samme som intet liv, slår han fast.
- Kæden sprang sgu af for mig, da min kone blev myrdet, det er der ingen tvivl om, men har jeg fortrudt de valg, jeg har truffet her i livet? Gu' har jeg da fortrudt nogle af dem, men hvem har ikke det? Jeg er en glad og tilfreds mand i dag, og i store træk ville jeg gøre det hele om igen, hvis jeg fik chancen, siger han.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"