På torsdag er det jul
Mandag, 21/12/2015 12:07
Englene sang julenat, og lyset spillede over jorden, ikke solens lys, men Himlens lys, paradislyset, som vældede af nattens sluser ud. Og himlen lukkede sig ikke før træet midt i Paradis, livets træ, var plantet ud øst for Paradis og ind i en stald og ned i en krybbe, et fodertrug som tegn på, at træets frugter nu var klar til at spises.
Gud selv er træets frugter, ja træets selv, den levende Gud, der selv går til mennesket for at mennesket ikke skal gå til. Den Gud, der ikke henretter, men genopretter, hvis kærlighed vi ikke kan sætte på spil, fordi den har sat sig selv på spil.
Det vrimler med bipersoner i vor Bibelbog også i fortællingerne om Jesu fødsel, ligesom det vrimler med bipersoner i vort eget liv. Vi der bilder os ind, at vi er hovedpersoner i vort eget liv skulle bare vide i hvor høj grad vi er bipersoner i de andres. Men i Guds liv er vi alle hovedpersoner, og derfor skal også julens evangelium lyde, som talte det til hver enkelt af os. Julen er ikke først og fremmest er en mindefest, for så ville den for længe siden været gået af minde.
Det er kun levende mennesker, hvis fødselsdagsfest vi forbereder og fejrer og hvis grundtone er glæde. Når vi fejrer Alle helgens Dag, så mindes vi vore døde, så er grundtonen vemod og længsel, men vi fejrer Jesu fødsel med udelt glæde, fordi det er et levende menneske, hvis fødsel vi fejrer.
På samme måde som solens stråler på én og samme tid er os alle ganske nær og samtidig uendeligt langt borte, således sidder Jesus ved Faderens højre hånd og er midt iblandt os som festens midtpunkt.
Ordet er dit